Hvordan forklarer man lige sin blog?

Den anden dag skulle jeg, i en forholdsvis ny forsamling, fortælle lidt om mig selv. Spørgsmålet var spændende nok; "hvad laver du ellers udover dit job"? Vi tog en runde og lyttede til alle. Hmm.. hvad fortæller man lige. Den der med jobbet er jo nem, for de fleste ihvertfald. Men jeg åndede lidt lettet op, skulle ikke til at fortællle at jeg desværre ikke havde noget job for tiden ..fordi...blabla..:-)..det slap nu ud alligevel. Titel og status, den skal jo med.  Jeg kunne hurtigt fortælle lidt om det sport jeg laver, eller dog, ikke lige for tiden, men NORMALT gør jeg altså. Men så fortælle lidt om bloggen. Hvad handler den om, kom med et eksempel. Ok. jeg fortalte at jeg var optaget af hvordan mennesker behandlede hinanden ude blandt andre de ikke kender, f.eks at jeg blev meget ophidset når folk larmede i f.eks. en tog kupé. At jeg var fan af Emma Gad. Det hele lød temmelig skrapt og negativt kunne jeg fornemme eftersom der hurtigt kom flere bud på bordet om fordærdeligheder (hvis det er et ord) andre havde oplevet, og som jeg kunne skrive om. Jeg må øve mig i at forklare min blog lidt bedre kunne jeg mærke. Næstekærlighed er kodeordet næste gang, og så at tage den derfra. Hvad er næstekærlighed bliver jeg vel bedt om at definere. Og fair nok.
Som jeg forstår næstekærlighed er det at behandle andre mennesker man møder med medfølelse og kærlighed. Min filosofi er at behandle andre som jeg gerne selv vil behandles og mener at det f.eks. er næstekærlighed, - det at handle ud fra den bedste intention. Jeg mener at næstekærlighed kombineret med nærvær er forgænger for god etik. Her kommer Emma Gad ind med Takt og Tone. At opføre sig pænt og korrekt, lyder lidt stift. Men når jeg læser hende så føler jeg, at hun handler med god stil og kærlighed til andre, og har mange vinkler på forskellige situationer. Min blog skulle jo handle lidt om hvad god stil er idag. Vores levevis, som jeg ser den, er imidlertid så forskellig fra person til person idag, at det ikke er muligt at lave en "opskrift" på god opførsel. Men næstekærlighed kommer tæt. Med den gode intention når man langt, også selvom tingene ikke flasker sig helt som ønsket eller forventet. Det er vel mere sådan noget jeg skulle sige...men når nu jeg blev bedt om et eksempel, og ikke bryder mig om at tage for meget tid og plads i forsamlingen...hvad så. Skal lige vende den med mig selv endnu engang, før jeg står i en lignende situation.

Almindelig dag indlæg.

Vil gerne prøve at få skrevet lidt hver dag for at komme igang. Det er sin sag, når jeg ikke lige har noget emne i ærmet. Men sidder nu ved computeren med gang i biobrændsel pejsen, fra netto (ja de har nu mange gode sager i dén biks)...det er ren råhygge. Tidligere havde jeg en veninde på besøg til aftensmad, som syntes jeg skulle skrive om min mad. Hun var begejstret for retten jeg havde lavet.
Jeg ææælsker at lave mad. Det er en af min passioner, og en måde at koble af for mig og REN kreativitet. Jeg laver sjældent det samme 2 gange, så det er altid lidt spændende at servere mad for mine gæster, da der er tale om forsøg næsten hver gang. Jeg bruger ikke madopskrifter, kan dog godt lade mig inspirere, men finder oftest selv på det der skal i undervejs. Ofte har jeg ladet mig inspirere af en ret jeg har fået ude i byen, og forsøger så at kopiere, eller gi retten mit eget præg.
Jeg kan nok ikke rigtig finde Emma Gad i dette indlæg, men pyt. Jeg så engang en film som virkelig vækkede min passion for madlavning. Den handlede om en kvinde der kunne lide at lave mad. Hun havde fundet en kogebog med opskrifter fra den første kvindelige berømte kok, en kvinde med stor passion for kreativ madlavning. Bogen indeholdt 365 retter. Kvinden besluttede sig til at afprøve alle kogebogens retter i praksis. Hun besluttede at lave én ret hver eneste dag i et helt år, og samtidig blogge om det. Hun ville blogge om hvordan retten var at lave, hvordan det var gået, hvor lang tid det tog, hvordan resultatet blev samt lægge billeder ud...Hendes blog blev en kæmpe succes.
Altså jeg er ikke hende, igang med at opstarte en blog med mad, selv om det kunne være ret sjovt. Men idag, bare idag, vil jeg, på opfordring, lægge min ret ud  her:

Pastapenne med oksemørbrad (og scalotteløg, hvidløg, rødvin og persille). Til 2 sultne kvinder.

Kog 250 g pasta.
Svits 300 g. oksemørbrad, skåret i 2x3 cm. svits i 3 min i smør, tilsæt sort peber,  tilsæt ½ tsk. karry til sidst. Hæld derefter rødvin, 2 dl. på. Tilsæt paprika, 1 spsk. Lad småsimre i 5 min.
Tag køddet op af væden, da det ikke skal have for meget, hvis du kan lide at køddet er rødt indeni.
Tilsæt 4 snittede scalotteløg, 2 snittede fed hvidløg og 1 okseboulion terning. Et drys sukker. Hæld 1 dl. vand ved. Lad simre ved svag varme i 20 min.
Tilsæt ½ dl. fløde.
Hæld den kogte pasta i og lad simre 5-10 min til pastaen har suget væden. Tilsæt til sidst køddet så det hele varmes sammen.
Retten drysses med persille og peberrod i strimler. Cremefraice til.
Bon appetit :-)..

Jobsøgende,- en ulovlig glæde?

Nå altså,- jeg tror nok jeg kommer til at bevæge mig lidt udenfor de emner jeg havde proklameret at skrive om...skriver bare om hvad der optager mig pt.. Dog handler det om hvad man kan tillade sig, så helt udenfor Emma Gad er det vel ikke. Lige nu er jeg uden job, eller mellem jobs, som lyder en del bedre. Det sjove er at jeg faktisk har det ganske godt. Det i sig selv giver nogle samvittighedskvaler.
For er det ok at have det godt når man er på dagpenge? Og ikke mindst, er det ok at sige højt, at man har det godt, når man nu er på dagpenge, og faktisk snylter på samfundet, uden reelt at bidrage.

Indledningsvis vil jeg lige nævne, at fornøjelsen ved at være på dagpenge, ikke på nogen måde er tænkt som noget der skal gælde resten af min tid på arbejdsmarkedet. Blot for en periode.
En periode der begyndte ganske ufrivilligt på grund af nedskæringer, stress og derefter vikariater der gik mere eller mindre godt. Lige nu har jeg været ledig i 6 måneder, efter mit seneste vikariat, og jeg stortrives! Kan jeg sige det højt? Må jeg det? Jeg kan snildt forestille mig hvordan det lyder for det hårdtarbejdende folk på arbejdsmarkedet, der står op før solen, for at møde til tiden på jobbet der er 37 timer ugentligt. Det er ren provokation, og dovenskab. Jeg er en slambert, en dovenlars og et drys af rang. Og dét at jeg indrømmer at jeg faktisk har det godt, understreger det.

At have det godt på dagpenge er nu en læring og en proces.
Tilstanden svinger. For det første er der økonomien som er stram. For det andet er det at være jobsøgende det mest stressende erhverv. Nok fordi man ikke ved hvad der kommer til at ske, og hvornår. For det tredje status, hvor fedt er det lige at sige at man er arbejdsløs. Faktisk, som tiden er nu her, 4 år efter krisen begyndte, er det ok at fortælle at man ikke har job. Så langt, så godt, for os uden job. For tidligere har det været skamfuldt, forbundet med udygtighed, svaghed og mangel på vilje. Men grænsen går, forståeligt nok, dér hvor man fortæller at man har det godt med sin nuværende status som jobsøgende.
Jeg vendte emnet med en veninde der også er uden job. Vi trøstede os med, at vi muligvis fik tid til, igen, at blive deprimerede over vores liv udenfor arbejdsmarkedet!:-)
Så blev det lissom mere ok at have det godt lige nu.
Og måske så også at sige det højt?

Min veninde og jeg har nu også oplevet mindre uforskammetheder fra det arbejdende folk. Særligt når man selv har det skidt med sin arbejdsløshed, er f.eks.dét at hovedet blivet lagt på skrå træls! Også kommentarer om, at det da må være meget hyggeligt og dejligt med al den tid. Og velmente råd om hvordan man NEMT kommer i job. Det kan være frygteligt provokerende og nedladende. Så jeg tror jeg vil have lov til at NYDE min tid udenfor arbejdsmarkedet, når jeg nu for en gangs skyld har det godt!
Weeee:-)...Og godt nytår!!
Og velkommen til 2012, det bliver spændende, og forhåbentlig finder jeg drømmejobbet lige om lidt!!