Terror på vores værdier.

Efter weekendens terrorangreb i København har jeg som mange andre, dybt berørte, overværet mindehøjtideligheden idag. Desværre kun på tv for mit vedkommende.

Men det var smukt og varmt på en trist måde.

Jeg er ikke kun påvirket af nuet, men påvirket af det kedelige potentiale jeg ser for gentagelse af tidligere historie, hvis magten havner det forkerte sted. Jeg bliver nødt til at dele mit perspektiv, for at kunne få det ud af mit system og komme videre, og vil tage dig med tre uger tilbage i tid...

Jeg har uro i hovedet, tårerne triller og jeg er i dén grad påvirket, når jeg om aftenen har set programmer for jødeudryddelser, fortalt af de overlevende fra koncentrationslejrene. De overlevende jøder, der mistede deres familier og selv overlevede oplevelser der gjorde, at de aldrig blev hele mennesker igen. Udryddelser af mennesker, udført af mennesker der var oplært i at hade og devaluere en bestemt race, for med, uspoleret samvittighed, at slå dem ihjel.

Jeg kom tæt på, med klassen i HF, hvor vi besøgte koncentrationslejren Auschwitz.

Dét besøg glemmer jeg aldrig.

Togsporene der stoppede indenfor hegnet, hvor togvognene havde gjort deres stop, for at lukke de sammenstuvede jøder ud. De skulle aldrig igen se den anden side af murene eller hegnet.

Vi gik på trapperne, der var slidte efter de mange tunge skridt. Vi så bunker og bunker af hår. Af briller. Af tøj. Af sko. Vi så gaskamrene og ovnene.

En pige fra klassen brød rystende og grædende sammen, da vi stod i udkigstårnet, hvorunder togene havde kørt ind. Selv var jeg knust og spiste ikke resten af dagen.

Alt det vi hørte, så og fornemmede var sket blot 50 år tidligere.

Fysisk stod vi midt i det tredje rige med Hitler, nazister og SS-officerer.

Bødlerne var skolet til at mene, at her ikke var tale om "rigtige" mennesker, de var kun jøder. En underliggende race, der skulle udryddes. Der brugtes metoder til at inddele henrettelserne i forskellige faser og opgaver, så bødlerne ikke tog egentligt ansvar for deres handling. Man udførte kun en del, det arbejde man havde fået besked på.

Man arbejdede som en del af et fællesskab, efter et højere formål.

Den enkelte bøddel var stoppet med egen tankevirksomhed. Uha.

Alt dette er foregået, og det er så ubeskriveligt at man ikke kan fatte det. Vi kan kun prøve at leve os ind i hvor frygteligt det var. Og er. For vi må aldrig glemme det skete.

Siden dengang er udtalt i ord, sind og hjerte: "Sådanne forbrydelser må aldrig gentage sig i historien"

Her er vi så idag. 70 år senere.

Jeg ser mønstre og gerninger jeg må acceptere, -men på ingen måde kan eller vil respektere.

Weekendens hændelser står i klar erindring. Skudepisoden på Østerbro og dernæst på synagogen. Fire uger tidligere var Frankrig udsat. Søndag blev jødiske gravsteder vandaliseret i Frankrig.

Det er ganske forfærdeligt og jeg er rystet og trist.

Og har holdt mange stille øjeblikke for mig selv. For ofrene og det skete.

Desværre er jeg ikke overrasket. For mig var terrorhandling forventet.

Vi har i Danmark opbygget et civiliseret samfund med frihed. Både religionsfrihed og ytringsfrihed. Og ikke mindst demokrati. Vi lever under den lovgivende, dømmende og udøvende magt, som løbende revideres inden for den danske grundlov. Meninger og uenighed behandles med diskussion og debat, i tale og på skrift. Man giver også hinanden en tur med satire, for at hænge folk ud, skabe refleksion og underholde. Om meget af det sagte og skrevne kan man jo tænke hvad man vil.

Det er demokrati, ytringsfrihed og ikke mindst udvikling, der skal få os til løbende at reflektere.

Vi er vildt privilligerede.

Vores udviklede samfund har med religionsfrihed etableret begrebet "næstekærlighed". Ihvertfald hvis man, som jeg, forstår næstekærlighed som efterfølgeren af religion. Vi har lært at tænke selv, og er derfor ikke længere bundet op af at skulle følge en religions tusind år gamle forskrifter for, hvordan man må behandle hinanden. Vi har udviklet os og "støttehjulene" er fjernet.

Næstekærlighed, og ikke religion, skal binde os sammen.

Med religionsfriheden følger derfor også et stort ansvar, både for samfundet og den enkelte.

Idag har vi desværre at gøre med mennesker der ikke respekterer og forstår demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed. De er så hårdt spændt op på deres religion, som er deres grundkerne og lov i livet, fordi de ikke har lært at tænke, reflektere og vurdere selvstændigt.

De er derfor uhyre sårbare overfor kritik af deres religion. Når de ikke bliver føjet i deres altoverskyggende grundkerne, religionen, mister de fodfæstet. En skidt baggage under demokrati.

De praktiserer terror og drab for at gøre deres holdning klar med henblik på at få deres vilje.

Med "De" menes ekstremister der fortolker og praktiserer deres religion på en måde der ikke er acceptabel i det danske samfund eller i vestlig kultur. De mener man godt må slå hinanden ihjel, hvis man er tilpas krænket eller fornærmet, eller ens ære har lidt spot. Det er blandt andet æresdrab på kvinder der ikke opfører sig som beordret, aviser der har trykt krænkende tegninger, racer de mener er underliggende og ikke må være her. Og det er drab på civile der har en anden politisk holdning og skal bremses i at få for stor indflydelse.

Jeg ser her historien gentage sig i de nævnte ugerninger, som handlinger i en højere sags tjeneste, hvor næstekærlighed og egen tankevirksomhed ikke eksisterer. Jeg ser spirren til en gentagelse af det tredje riges forbrydelser, blot med had til flere racer og religioner indover.

Og jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om hvad de her mennesker med øget magt kan præstere.

Idag er politikerne og politi hængt op efter weekendens hændelser. De pårørende er knuste.

Vi er alle stærkt påvirkede.

Landet over er der mindehøjtidelighed, hvor man med fagter i mørket, står tæt sammen.

Der er stor fællesskabånd og stor enighed om at vi skal gøre noget. Vi skal holde fast i denne følelse og dette fokus, også om foreksempel 2 måneder, når hverdagen har indfundet sig.

Terrorismen ER her, og forsvinder ikke. Vi må tage det ind, handle på det, samtidig med at vi fortsætter vores liv i frihed og glæde. Helst uden angst.

Danmark frygter nu polarisering og risiko for religionskrig i samfundet. Det forstår jeg godt. Ser en nødvendighed i at stramme op, så handlinger og religion ikke blandes sammen. Og håndtere dét der ikke er i overensstemmelse med de danske værdier, som vi netop nu hævder at ville stå vagt om.

Mig bekendt huser vi eksempelvis i Danmark stadig en terrordømt? Var det en idé, for en start, at inddrage dét danske statsborgerskab og sende manden på røv og albuer ud af landet?

Og helst igår.

Jeg beklager at min næstekærlighed ikke omfatter en kærlig og håbefuld tanke om resocialisering af ham, når han slipper ud af fængslet.

Jeg vil hellere bevare mine værdier, og min åbenhed overfor forskellige herboende religioner, der ikke er ekstremister, og gerne vil efterleve de danske værdier og nyde vores velfungerende samfund.

Og være med til at vise care for os der sætter pris på at leve her.

Min lille pige kommer snart til verden. Jeg håber den tager godt imod hende, også i fremtiden.

En gravid kvindes færden...

Kære EnnaJ,

Måden jeg opleves på den seneste tid i det offentlige rum synes anderledes end ellers. Skyldes maven. Folk smiler lidt mere, går venligt til siden på gaden, giver plads i bussen og vil gerne i snak med mig om den kommende baby. Roser mig for den flotte mave. Aldeles herligt og hyggeligt.

Den anden dag var jeg på café med en veninde. Hun ankom først og havde fået bord lige ved døren hvor det trak, de andre borde var optagede og vi havde ikke fået bestilt. Min kønne og charmerende veninde havde uden held efterspurgt et andet bord. Den klarer jeg lige. Med maven forrest kom jeg tjeneren i møde og forelagde problemet, gav den lettere besværede gang en tand ekstra, og tilføjede med et fast greb i baren, et par besværede vejrtrækninger. 2 minutter senere sad vi placeret i sofa inde i varmen ved stort og rummeligt bord med stearinlys. Roligt, men tæt på buffeten! :-)
Dog kun for en god time, indtil gæster der havde reserveret skulle ankomme.

Vel om bord i buffeten gør jeg mig snart bemærket. Går den forkerte vej i køen og snyder helt bevidst foran, mens jeg mødes af smil. En pandekage undslipper min tallerken og lander foran mine fødder. Min veninde skynder sig at samle den op med en serviet, før jeg kan nå at gøre noget selv. En dame smiler til mig. Andet forsøg med pandekage på tallerken går bedre. Desværre kikser den med siruppen, som er meget tynd (det var den altså) og snart fylder hele tallerkenen, med fuld kontakt til røræg, pølser, salat, brød og tzatiki, -og så selvfølgelig pandekagen der er begravet. Øv. Baby får sukker chok. Med let skuldertræk smiler jeg træt til de omkringstående, som smiler og kigger medfølende på mig. Tjeneren kommer susende med nye forsyninger af sirup.
Ikke én sur bemærkning til elefanten i glasbutikken.

Vi hygger og spiser. Da klokken har passeret bordet-er-reserveret-til-anden-side tid, kigger tjeneren lidt rådvildt på os fra afstand. Går forbi os nogle gange. Den gravide indtager stadig mad, og jeg sender ham et veltilpas smil. Han siger ikke noget. Vi griner lidt, han tør ikke koste med gravid og spisende kvinde. Vi flytter selv bord efter 10 minutter.
Han kommer over, "altså I kan bare blive siddende til de kommer, det er helt ok".

Mere var der nu ikke i det på café turen. Men sjovt er det. Særligt forestillingen om hvad man som ulv i fåreklæder kan drive det til, stadig mødt med smil, hihi... Hvilken fest af uforskammetheder.
Træthed, sure opstød, tanker om kommende baby, ny kommende bolig og midlertidig bolig tager dog mit krudt, så jeg ikke har tid til at praktisere den slags "pjat" lige nu. Kun imaginært.
Og tænker umiddelbart: "Rollatorbanden",-go home :-).

Fordele ved at erkende dine svagheder.

At vise svaghed er som gravid ingen sag, da man hurtigt bliver placeret i en, du-ligner-én-der-har-brug-for-hjælp, boks. Jeg kom nu til at udnytte det lidt, helt spontant på caféturen, da jeg hurtigt fik smag for det :-). Som det fremgår af historien, kan der være visse privilegier forbundet med det.
Er du god til at erkende dine svagheder?

Min veninde Vigga skriver her om fordelene: 10 fordele ved at erkende dine svagheder

Cravings

Det hele er stadig nyt for mig, er vildt træt og med nedsat appetit, for lige pludselig at blive vildt sulten...efter noget helt bestemt. De berømte cravings, som jeg ikke har oplevet så stærkt før. Indtil igår hvor en pludselig og desperat hunger efter Irmas medisterpølse (som jeg iøvrigt aldrig har før havde smagt?!) tog for vildt over, og krævede et snarligt besøg i den lokale Irma. Jeg havde set pølsen under et tidligere besøg da jeg havde passeret køddisken, men var skødesløst gået derfra uden denne, nu, livsnødvendige vare. Med direkte kurs mod Irma spekulerede jeg på hvad jeg nu skulle stille op, og hvordan jeg ville reagere, hvis pølsen var væk. Kl. var alligevel lidt i 8, så sen aftensmad, og kødudvalget måske ganske begrænset. Et blik i køddisken gav et gib af skuffelse og frustration, men kun ganske kort, for dér lå pakken med medisteren. Den sidste! Forløst og med pølsen under armen gik jeg med at saligt smil og ro i sindet tilbage til det forestående måltid! Velbekomme :-)

Tinder

Man skal jo prøve Tinder dating, som andre bloggere har prøvet og skrevet om. Jeg skulle ikke prøve det for at skrive om det, men prøves skulle det og sjovt har det været. Indtil i aften. EmmaG er ramt igen, hvem der så kan forestille sig det. Det var nu EnnaJ der skulle på date. Vin date. Min første date nogensinde, hvor fyren ikke dukker op. Need I say more. Here goes:
Forklaringen var noget kreativ: "Fyren havde ikke set at jeg en time før vi skulle mødes havde udsat aftalen med 15 min. Han havde været der, havde ventet, og var gået igen, da han troede at jeg ikke kom fordi jeg var de 15 min forsinket som skrevet. Helt uden at tjekke sin telefon for at finde ud af hvad der var galt eller skrive til mig hvor jeg var, smuttede han bare hjem. Noget sær personage. Først var forklaringen at tinder var træls at kommunikere på. Da han igen var logget på, 25 min senere, nød jeg vejret på Nørrebro i selskab med mit bitre humør. Pling!  Ny forklaring på Tinder. Nu var der så nogle beskeder han ikke havde fået før nu. Og så var hans telefon gået ud. Gab og støn. Pling! igen.
Men jeg var velkommen til at komme hjem til ham til en øl. Årrhh hop i havet dit skumle fjols!
Men ellers et dejligt vejr at cykle i fra Vanløse til Bopa, Østerbro og fra Østerbro til Vanløse igen. Virkelig lækkert vejr. Skyller oplevelsen ned med en kold Baileys på altanen.
Har luftet harmen til et par veninder over telefonen.
Tæsket i tastaturet her.
Anmeldt fyrens profil som værende en useriøs tidsrøver, der sætter dates uden at møde op.

Tror EnnaJ er ved at være tilbage igen. Tænker lidt over Tinder dog. Der er nogle freaks derude. Men man har vel ikke været garvet dater uden at være blevet brændt af?

Små dagligdags oplevelser

Jeg er gået godt og grundigt i stå med bloggen her, og nævnte den her forleden dag. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge den til, så nu skriver jeg vist bare om løst og fast. I går oplevede jeg at brænde inde med en dele oplevelse, fordi den var så lille og ubetydelig..?
Men jeg ælllsker jo sådanne oplevelser. Jeg har ingen kæreste at dele det med og ikke en veninde der lige var der og som jeg syntes jeg ville ringe op kl. 22 for at dele morsomhederne. Jeg er heller ikke typen der gider at dele alt muligt på facebook til fælles haha oplevelse. Så skal det være sjovere eller større eller... Men for mig er det jo vigtige ting.
Så nu blogges der om vigtige ubetydeligheder.

Kødgryderne i Knudsens køkken simrer og jeg er klar til at spise og har lige talt i telefon med søster om et eller andet. Et blik ned i gården fra min lejlighed viser at der sker noget dernede. Der er gang i grillen, formanden står der sammen med et par kendte ansigter, tilhørende mine naboer,-og så lidt flere. De står med kolde øl og sodavand. Grillpølserne og de kolde øl trækker, og overvinder spaghetti med kødsauce, som jeg ellers var klar til at spise.

Jeg ifører mig støvler og jakke og går ned og hilser. Der er beboersammenkomst med grill og rundvisning til den forestående beslutningstagen om hvad vores fællesområder skal bruges til. Formanden fortæller og får smidt et par sjofelheder af, som han plejer og som folk forventer, men ikke rigtig gider. Han er go som dagen er lang, arbejdsom, hjælpsom, men får lidt for mange øl og for få brusebad. Og så står han altid for tæt på.

Der er rundvisning og grillen tændes op. Da vi er mættet med rundvisning og fortællinger fra formanden havner vi omme ved de færdigristede pølser, og så begynder det at dryppe.
Vi spiser, snakker og står under træerne og nogle henter paraplyer og får hurtigt nye venner. Jeg melder mig som ven hos et jævnaldrende hyggeligt par og får nydt min pølse med brød, hvorefter jeg bliver paraplyholder.

En socialt udfordret dame forsøger at stikke afsted med mine nyerhvervede rabarber stilke i avispapir, som jeg har fået af formanden. Der var til alle der ville have, og de der sagde ja tak, har nu i forsvarsløshed lagt den fra sig på bordet, efter at have båret rundt på dem under hele rundvisningen. Damens tyvagtighed vækker min indre Emma G og jeg konfronterer hende med ejerskabet af rabarberstilkene. Hun lægger dem efter lidt ordudveksling og snupper et andet bundt. Nej. nej. "Dé der er så nogen af de andres du tager nu". Damen vrisser at hun så da bare kan købe dem omme i Irma, hvilket jeg synes er en fin idé, hvis hun ikke selv vil spørge formanden som har bilen fuld af dem.

Jeg vender tilbage til mine nye venner under paraplyen, og vi griner lidt. 5 minutter senere er mine rabarber udsat for nyt tyveri forsøg af hendes også socialt udfordrede veninde, som også er min nysgerrige genbo fra modsatte karé. Jeg er fremme igen og konfronterer hende med grebet om mine rabarber; Nej nu stopper I, det der er mine, I må selv hente nogle, og lad så være med at tage mere der ikke er jeres. Damen bliver sur og lægger dem modvilligt.

Igen vender jeg tilbage til vennerne og der er kommet flere til. Vi får et lille grin og en pølse mere, og regnen er stilnet af men vi står alligevel under paraply og træ.
Min tyvagtige genbo står med ryggen til og slår en prut der får paptallerkenerne og de ristede løg til at blafre. Jeg bukker mig under træet for at komme væk, så jeg kan grine lidt. En anden pige fra opgangen har taget samme beslutning, og vi står og griner lidt.
Så starter mødet i kælderen, men her smutter jeg op.

Det var hyggeligt med en lille ristet, en øl og en prut til slut. Og ikke mindst at få hilst på naboerne :-)

Hvordan forklarer man lige sin blog?

Den anden dag skulle jeg, i en forholdsvis ny forsamling, fortælle lidt om mig selv. Spørgsmålet var spændende nok; "hvad laver du ellers udover dit job"? Vi tog en runde og lyttede til alle. Hmm.. hvad fortæller man lige. Den der med jobbet er jo nem, for de fleste ihvertfald. Men jeg åndede lidt lettet op, skulle ikke til at fortællle at jeg desværre ikke havde noget job for tiden ..fordi...blabla..:-)..det slap nu ud alligevel. Titel og status, den skal jo med.  Jeg kunne hurtigt fortælle lidt om det sport jeg laver, eller dog, ikke lige for tiden, men NORMALT gør jeg altså. Men så fortælle lidt om bloggen. Hvad handler den om, kom med et eksempel. Ok. jeg fortalte at jeg var optaget af hvordan mennesker behandlede hinanden ude blandt andre de ikke kender, f.eks at jeg blev meget ophidset når folk larmede i f.eks. en tog kupé. At jeg var fan af Emma Gad. Det hele lød temmelig skrapt og negativt kunne jeg fornemme eftersom der hurtigt kom flere bud på bordet om fordærdeligheder (hvis det er et ord) andre havde oplevet, og som jeg kunne skrive om. Jeg må øve mig i at forklare min blog lidt bedre kunne jeg mærke. Næstekærlighed er kodeordet næste gang, og så at tage den derfra. Hvad er næstekærlighed bliver jeg vel bedt om at definere. Og fair nok.
Som jeg forstår næstekærlighed er det at behandle andre mennesker man møder med medfølelse og kærlighed. Min filosofi er at behandle andre som jeg gerne selv vil behandles og mener at det f.eks. er næstekærlighed, - det at handle ud fra den bedste intention. Jeg mener at næstekærlighed kombineret med nærvær er forgænger for god etik. Her kommer Emma Gad ind med Takt og Tone. At opføre sig pænt og korrekt, lyder lidt stift. Men når jeg læser hende så føler jeg, at hun handler med god stil og kærlighed til andre, og har mange vinkler på forskellige situationer. Min blog skulle jo handle lidt om hvad god stil er idag. Vores levevis, som jeg ser den, er imidlertid så forskellig fra person til person idag, at det ikke er muligt at lave en "opskrift" på god opførsel. Men næstekærlighed kommer tæt. Med den gode intention når man langt, også selvom tingene ikke flasker sig helt som ønsket eller forventet. Det er vel mere sådan noget jeg skulle sige...men når nu jeg blev bedt om et eksempel, og ikke bryder mig om at tage for meget tid og plads i forsamlingen...hvad så. Skal lige vende den med mig selv endnu engang, før jeg står i en lignende situation.

Almindelig dag indlæg.

Vil gerne prøve at få skrevet lidt hver dag for at komme igang. Det er sin sag, når jeg ikke lige har noget emne i ærmet. Men sidder nu ved computeren med gang i biobrændsel pejsen, fra netto (ja de har nu mange gode sager i dén biks)...det er ren råhygge. Tidligere havde jeg en veninde på besøg til aftensmad, som syntes jeg skulle skrive om min mad. Hun var begejstret for retten jeg havde lavet.
Jeg ææælsker at lave mad. Det er en af min passioner, og en måde at koble af for mig og REN kreativitet. Jeg laver sjældent det samme 2 gange, så det er altid lidt spændende at servere mad for mine gæster, da der er tale om forsøg næsten hver gang. Jeg bruger ikke madopskrifter, kan dog godt lade mig inspirere, men finder oftest selv på det der skal i undervejs. Ofte har jeg ladet mig inspirere af en ret jeg har fået ude i byen, og forsøger så at kopiere, eller gi retten mit eget præg.
Jeg kan nok ikke rigtig finde Emma Gad i dette indlæg, men pyt. Jeg så engang en film som virkelig vækkede min passion for madlavning. Den handlede om en kvinde der kunne lide at lave mad. Hun havde fundet en kogebog med opskrifter fra den første kvindelige berømte kok, en kvinde med stor passion for kreativ madlavning. Bogen indeholdt 365 retter. Kvinden besluttede sig til at afprøve alle kogebogens retter i praksis. Hun besluttede at lave én ret hver eneste dag i et helt år, og samtidig blogge om det. Hun ville blogge om hvordan retten var at lave, hvordan det var gået, hvor lang tid det tog, hvordan resultatet blev samt lægge billeder ud...Hendes blog blev en kæmpe succes.
Altså jeg er ikke hende, igang med at opstarte en blog med mad, selv om det kunne være ret sjovt. Men idag, bare idag, vil jeg, på opfordring, lægge min ret ud  her:

Pastapenne med oksemørbrad (og scalotteløg, hvidløg, rødvin og persille). Til 2 sultne kvinder.

Kog 250 g pasta.
Svits 300 g. oksemørbrad, skåret i 2x3 cm. svits i 3 min i smør, tilsæt sort peber,  tilsæt ½ tsk. karry til sidst. Hæld derefter rødvin, 2 dl. på. Tilsæt paprika, 1 spsk. Lad småsimre i 5 min.
Tag køddet op af væden, da det ikke skal have for meget, hvis du kan lide at køddet er rødt indeni.
Tilsæt 4 snittede scalotteløg, 2 snittede fed hvidløg og 1 okseboulion terning. Et drys sukker. Hæld 1 dl. vand ved. Lad simre ved svag varme i 20 min.
Tilsæt ½ dl. fløde.
Hæld den kogte pasta i og lad simre 5-10 min til pastaen har suget væden. Tilsæt til sidst køddet så det hele varmes sammen.
Retten drysses med persille og peberrod i strimler. Cremefraice til.
Bon appetit :-)..