Efter weekendens terrorangreb i København har jeg som mange andre, dybt berørte, overværet mindehøjtideligheden idag. Desværre kun på tv for mit vedkommende.
Men det var smukt og varmt på en trist måde.
Jeg er ikke kun påvirket af nuet, men påvirket af det kedelige potentiale jeg ser for gentagelse af tidligere historie, hvis magten havner det forkerte sted. Jeg bliver nødt til at dele mit perspektiv, for at kunne få det ud af mit system og komme videre, og vil tage dig med tre uger tilbage i tid...
Jeg har uro i hovedet, tårerne triller og jeg er i dén grad påvirket, når jeg om aftenen har set programmer for jødeudryddelser, fortalt af de overlevende fra koncentrationslejrene. De overlevende jøder, der mistede deres familier og selv overlevede oplevelser der gjorde, at de aldrig blev hele mennesker igen. Udryddelser af mennesker, udført af mennesker der var oplært i at hade og devaluere en bestemt race, for med, uspoleret samvittighed, at slå dem ihjel.
Jeg kom tæt på, med klassen i HF, hvor vi besøgte koncentrationslejren Auschwitz.
Dét besøg glemmer jeg aldrig.
Togsporene der stoppede indenfor hegnet, hvor togvognene havde gjort deres stop, for at lukke de sammenstuvede jøder ud. De skulle aldrig igen se den anden side af murene eller hegnet.
Vi gik på trapperne, der var slidte efter de mange tunge skridt. Vi så bunker og bunker af hår. Af briller. Af tøj. Af sko. Vi så gaskamrene og ovnene.
En pige fra klassen brød rystende og grædende sammen, da vi stod i udkigstårnet, hvorunder togene havde kørt ind. Selv var jeg knust og spiste ikke resten af dagen.
Alt det vi hørte, så og fornemmede var sket blot 50 år tidligere.
Fysisk stod vi midt i det tredje rige med Hitler, nazister og SS-officerer.
Bødlerne var skolet til at mene, at her ikke var tale om "rigtige" mennesker, de var kun jøder. En underliggende race, der skulle udryddes. Der brugtes metoder til at inddele henrettelserne i forskellige faser og opgaver, så bødlerne ikke tog egentligt ansvar for deres handling. Man udførte kun en del, det arbejde man havde fået besked på.
Man arbejdede som en del af et fællesskab, efter et højere formål.
Den enkelte bøddel var stoppet med egen tankevirksomhed. Uha.
Alt dette er foregået, og det er så ubeskriveligt at man ikke kan fatte det. Vi kan kun prøve at leve os ind i hvor frygteligt det var. Og er. For vi må aldrig glemme det skete.
Siden dengang er udtalt i ord, sind og hjerte: "Sådanne forbrydelser må aldrig gentage sig i historien"
Her er vi så idag. 70 år senere.
Jeg ser mønstre og gerninger jeg må acceptere, -men på ingen måde kan eller vil respektere.
Weekendens hændelser står i klar erindring. Skudepisoden på Østerbro og dernæst på synagogen. Fire uger tidligere var Frankrig udsat. Søndag blev jødiske gravsteder vandaliseret i Frankrig.
Det er ganske forfærdeligt og jeg er rystet og trist.
Og har holdt mange stille øjeblikke for mig selv. For ofrene og det skete.
Desværre er jeg ikke overrasket. For mig var terrorhandling forventet.
Vi har i Danmark opbygget et civiliseret samfund med frihed. Både religionsfrihed og ytringsfrihed. Og ikke mindst demokrati. Vi lever under den lovgivende, dømmende og udøvende magt, som løbende revideres inden for den danske grundlov. Meninger og uenighed behandles med diskussion og debat, i tale og på skrift. Man giver også hinanden en tur med satire, for at hænge folk ud, skabe refleksion og underholde. Om meget af det sagte og skrevne kan man jo tænke hvad man vil.
Det er demokrati, ytringsfrihed og ikke mindst udvikling, der skal få os til løbende at reflektere.
Vi er vildt privilligerede.
Vores udviklede samfund har med religionsfrihed etableret begrebet "næstekærlighed". Ihvertfald hvis man, som jeg, forstår næstekærlighed som efterfølgeren af religion. Vi har lært at tænke selv, og er derfor ikke længere bundet op af at skulle følge en religions tusind år gamle forskrifter for, hvordan man må behandle hinanden. Vi har udviklet os og "støttehjulene" er fjernet.
Næstekærlighed, og ikke religion, skal binde os sammen.
Med religionsfriheden følger derfor også et stort ansvar, både for samfundet og den enkelte.
Idag har vi desværre at gøre med mennesker der ikke respekterer og forstår demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed. De er så hårdt spændt op på deres religion, som er deres grundkerne og lov i livet, fordi de ikke har lært at tænke, reflektere og vurdere selvstændigt.
De er derfor uhyre sårbare overfor kritik af deres religion. Når de ikke bliver føjet i deres altoverskyggende grundkerne, religionen, mister de fodfæstet. En skidt baggage under demokrati.
De praktiserer terror og drab for at gøre deres holdning klar med henblik på at få deres vilje.
Med "De" menes ekstremister der fortolker og praktiserer deres religion på en måde der ikke er acceptabel i det danske samfund eller i vestlig kultur. De mener man godt må slå hinanden ihjel, hvis man er tilpas krænket eller fornærmet, eller ens ære har lidt spot. Det er blandt andet æresdrab på kvinder der ikke opfører sig som beordret, aviser der har trykt krænkende tegninger, racer de mener er underliggende og ikke må være her. Og det er drab på civile der har en anden politisk holdning og skal bremses i at få for stor indflydelse.
Jeg ser her historien gentage sig i de nævnte ugerninger, som handlinger i en højere sags tjeneste, hvor næstekærlighed og egen tankevirksomhed ikke eksisterer. Jeg ser spirren til en gentagelse af det tredje riges forbrydelser, blot med had til flere racer og religioner indover.
Og jeg bliver fysisk dårlig ved tanken om hvad de her mennesker med øget magt kan præstere.
Idag er politikerne og politi hængt op efter weekendens hændelser. De pårørende er knuste.
Vi er alle stærkt påvirkede.
Landet over er der mindehøjtidelighed, hvor man med fagter i mørket, står tæt sammen.
Der er stor fællesskabånd og stor enighed om at vi skal gøre noget. Vi skal holde fast i denne følelse og dette fokus, også om foreksempel 2 måneder, når hverdagen har indfundet sig.
Terrorismen ER her, og forsvinder ikke. Vi må tage det ind, handle på det, samtidig med at vi fortsætter vores liv i frihed og glæde. Helst uden angst.
Danmark frygter nu polarisering og risiko for religionskrig i samfundet. Det forstår jeg godt. Ser en nødvendighed i at stramme op, så handlinger og religion ikke blandes sammen. Og håndtere dét der ikke er i overensstemmelse med de danske værdier, som vi netop nu hævder at ville stå vagt om.
Mig bekendt huser vi eksempelvis i Danmark stadig en terrordømt? Var det en idé, for en start, at inddrage dét danske statsborgerskab og sende manden på røv og albuer ud af landet?
Og helst igår.
Jeg beklager at min næstekærlighed ikke omfatter en kærlig og håbefuld tanke om resocialisering af ham, når han slipper ud af fængslet.
Jeg vil hellere bevare mine værdier, og min åbenhed overfor forskellige herboende religioner, der ikke er ekstremister, og gerne vil efterleve de danske værdier og nyde vores velfungerende samfund.
Og være med til at vise care for os der sætter pris på at leve her.
Min lille pige kommer snart til verden. Jeg håber den tager godt imod hende, også i fremtiden.
